Endnu et indlæg fra et af vores dejlige medlemmer! ❤️ Denne gang er det Line Ballegård, der har været ved tasterne – hun vil gerne sætte fokus på tiden efter behandling. I LFS er vi helt enige med Line: spiseforstyrrede bliver ofte sluppet at for tidligt med stor risiko for tilbagefald. Hvis man kun har lært at følge en kostplan – men ikke har fået hjælp til de bagvedliggende psykologiske årsager – kan man meget nemt ryge i spiseforstyrrelsens klør igen. Man ved jo ikke, hvordan man skal gøre andet!

Her er Lines ord 👇🏻:

Jeg vil sætte fokus på endnu en svær periode i det ”at komme sig” efter en spiseforstyrrelse- nemlig den dag man bliver ”løsladt” fra behandlingen og tiden efter, hvor man skal lære at stå på egne ben. Netop denne periode er meget svær for mange spiseforstyrrede, for hvad enten man skal lære at spise NOK, undgå opkast eller overspisninger, så handler det i høj grad om at undgå tilbagefald!

Som LFS jo prøver at gøre oprør imod, og som vi er rigtig mange der lider/har lidt under, er vores system ift. behandling af spiseforstyrrede her i Danmark meget kasseopdelt. Ofte bliver man sluppet fra behandling, når man når et vist BMI, og så får man ellers stukket en kostplan i hånden og besked på, at man kan gå hjem og fortsætte…

Jeg har selv været i lige præcis denne fase og må tilstå, at jeg faldt i igen, hvilket har betydet, at selv om jeg havde kæmpet mig op på et normalt BMI og troede, at NU skulle jeg til at arbejde med psyken bag det hele, nu igen sidder tilbage med en undervægtig og energiforladt krop og en kamp, der skal kæmpes igen, og nej – det er bestemt ikke lettere anden gang.

Én stor fejl, jeg mener, der bliver begået i det offentlige danske behandlingssystem til spiseforstyrrede er, at ”vi” bliver sluppet for tidligt. Jeg har gang på gang hørt piger sige, at de ikke følte sig ”klar”, da de blev stoppet i behandling, for hvordan er det egentlig, man skal kunne klare sig selv fuldstændigt, hvis det eneste man indtil videre har lært, er at følge en kostplan? Hvordan skal man undgå tilbagefald, hvis de PSYKISKE årsager BAG spiseforstyrrelsen stadig er der?!

Efter min mening er der brug for mere og bedre ”rustning” til at kunne klare sig selv, når et behandlingsforløb lakker mod enden. Det bør ikke være sådan, at man slippes, når man når et vist BMI, for der er jo hele tiden blevet lagt vægt på, at man ikke kan arbejde med psyken, før vægten er på plads. Jeg tænker ikke det er nok at være i stand til at følge en kostplan, hvis man ikke får arbejdet med psyken også. Jeg tror, det er nemt at få tilbagefald, hvis man bliver sluppet for tidligt – det er i hvert fald, hvad jeg selv har oplevet.

Misforstå mig ikke- man kan ikke komme sig over en spiseforstyrrelse, hvis vægten ikke kommer på plads, og selvfølgelig skal VILJEN også være der – men jeg mener stadig ikke, det er nok at ville det, hvis man går og kæmper alene med en eller anden psykisk belastning, som i første omgang har været grobund for spiseforstyrrelsen.

Alt ovenstående virker måske som en omgang rod, og måske som om jeg synes, det er synd for mig selv. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der tænker disse tanker, men jeg håber det ikke – for der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvis jeg selv kunne vælge, havde jeg ikke fået tilbagefald. Jeg blev sluppet for tidligt.

Sluppet fra behandling – og hvad så nu?

2 thoughts on “Sluppet fra behandling – og hvad så nu?

  • 18. maj, 2017 at 08:04
    Permalink

    Kære Line.
    Lad mig starte med at sige at ovenstående på ingen måde er noget rod.
    Det er tværtimod lysende klart og spot on.
    Jeg har selv stået i samme situation flere gange. Er blevet indlagt, kommet op på min målvægt, blevet udskrevet med en kostplan i hånden, hvorefter jeg har tabt mig og historien måtte gentage sig. Ind og ud, som så mange andre.
    Du har helt ret. Der er en skrigende mangel på efterbehandling og opfølgning i det danske sundhedssystem.
    Hvordan i alverden kan de tro at hvis man, som jeg, har været syg i mange år, bare kan fedes op og så er alt godt.
    Det er ufatteligt og på ingen måde godt nok.
    Når man har været syg i mange år, bliver spiseforstyrrelsen en del af dine vaner og rutiner. Man vænner sig til at leve og agere på en bestemt måde og det er altså enormt svært og tidskrævende at ændre vaner. Det ved alle der har prøvet det uanset hvad denne (u)vane så måtte være.
    Det nytter jo heller ikke noget at sætte en alkoholiker i behandling, fjerne muligheden for at drikke sig fuld ved at fratage alle rettigheder, hvorefter man så sætter ham eller hende tilbage i det miljø han eller hun kom fra fra.
    Når man bliver indlagt, tager de ansatte over. Når man knap nok selv må lægge et rugbrød på sin tallerken, hvordan kan de så forvente at man kan klare sig selv når man kommer hjem.
    I min optik er det helt store problem at man ikke lærer at handle anderledes. Det er i langt de fleste tilfælde ren opfedning og så ud igen.
    Så står man der. 10-20 kilo tungere, med en forandret krop, men et uforandret hoved.
    Jeg kan derfor kun støtte fuldstændig op om det enorme behov for efterbehandling og kvalificeret opfølgning.
    I dag er det næsten 20 år siden jeg fik diagnosen anoreksi.
    Jeg har været igennem meget jeg ikke ville ønske for min værste fjende, hvis jeg havde en sådan.
    For ca. 2 år siden skete der noget i mig, ved ikke helt hvad, men langsomt begynde spiseforstyrrelsen at slippe sit tag og vægten begyndte stille og roligt at gå op ad. Måske blev anoreksien bare træt (af mig) og gik sin vej. I don’t know?

    I dag ligger min vægt stabilt, jeg spiser hvad jeg har lyst til og er ikke længere styret af anoreksien.

    Har du brug for opbakning og støtte til noget, har du så afgjort min ☺👍

    Reply
    • 18. maj, 2017 at 21:16
      Permalink

      Tusind tak for din kommentar! Dejligt at høre at jeg ikke er alene! Du har helt ret i alt det du siger- en spiseforstyrrelse kan jo sidestilles med en alkoholiker, en narkoman eller en anden misbruger- og som du selv siger bliver de nok heller ikke “raske” af at blive frataget muligheden for at få deres “fix” i en periode for så at blive overladt til sig selv igen! Rigtig god refleksion! Sejt du er kommet så langt i dag!

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *