“Kulhydrater” af Laura Bogut Andersen

Blogindlæg i serien: Fredagsfornuft, uge 38:

Præsentation:

Jeg hedder Laura og er 20 år gammel. Til daglig læser jeg medicin på KU. Jeg er diagnosticeret med svær anoreksi (F50.0 anorexia nervosa) og har været syg i omkring 8 år. I dag har jeg det heldigvis bedre end nogensinde!

Som 17-årig blev jeg indlagt på BBHs afdeling for spiseforstyrrelser. En indlæggelse, hvor (tvungen) vægtøgning og (tvungen) begrænsning af spiseforstyrret adfærd var absolut højeste prioriteret. En indlæggelse, der i mit tilfælde forstærkede al spiseforstyrret adfærd og kun gjorde mig mere syg.

Selvom begrænsning af syg adfærd var et centralt mål, så oplevede jeg aldrig at få en faglig begrundelse for, hvorfor det ikke kunne svare sig at stå op fremfor at side ned. Jeg fik aldrig en forklaring på, hvorfor min krop havde brug for kulhydraterne i de kartofler, jeg var rædselsslagen for at indtage. Jeg fik aldrig en faglig begrundelse for, hvorfor min krop reagerede som den gjorde, når jeg sultede den. Begrundelser og holdepunkter, jeg i høj grad manglede.

Derfor vil jeg forsøge – ud fra min stadigt sparsomme viden som medicinstuderende – at give en forklaring på, hvorfor adfærd, som jeg selv forstår til fulde, er tosset, irrationel og styret af intet andet end spiseforstyrrelsen. Der vil komme en teaser til et nyt indlæg her på IG hver 2. til 3. fredag, hvorefter det fulde indlæg kan læses på LFS’ blog.

Jeg kalder det ”Fredagsfornuft” og jeg håber, i vil læse med!

Kulhydrater:

Spiseforstyrrelser er påvirkelige. Påvirkelige på den måde, at alt, hvad der kan gøres ”forbudt”, bliver forbudt. De sidste mange år har den ene kulhydratfattige kur efter den anden været omtalt i alle tænkelige former for medier.  LCHF, atkins, dukan, stenalderkost, proteinkuren, og hvad ved jeg – alle fattige på kulhydrat. Jeg vil ikke begynde at tale nogle af disse former for diæter/kost-typer ned, men for både spiseforstyrrede såvel som ”almindelige” mennesker, så er kulhydrat nødvendigt.

De kulhydratfattige diæter har ofte været lovprist som den mest effektive og holdbare vej til vægttab. Som spiseforstyrret lyder “effektivt og holdbart vægttab” enormt lokkende og jeg kan heller ikke selv sige mig fri fra at have været ekstremt påvirket af samme. Jeg har i bogstaveligste forstand været mere bange for at spise en kartoffel end for døden selv, og jeg skal stadig på daglig basis minde mig selv om, at kulhydrater i aller højeste grad er nødvendige.

Kulhydrat er kroppens primære energikilde og den energiressource, som vores muskler arbejder mest effektivt på. Ydermere er kulhydrat i sin mest simple form, glukose (sukker), hjernens absolut foretrukne energikilde. Uden kulhydrater, bliver vi trætte og energiforladte og får svært ved at koncentrere os.

Nedbrydningen af kulhydrat starter allerede i mundhulen, hvad end der er tale om simple kulhydrater (mono- og disaccharider) eller komplekse kulhydrater (polysaccharider, fx stivelse). Vores krop er imidlertid kun i stand til at anvende kulhydrat på monosaccharidform, hvorfor de langkædede polysaccharider skal spaltes til simple monosaccharider, før de kan optages i kroppen og fungere som energikilde. Af samme årsag vil komplekse kulhydrater give en langsommere og mere langvarig energifrigivelse, en mere jævn påvirkning af blodsukkeret og en større mæthedsfølelse.

Men hvad så, når vores kroppe er i længere tid er i underskud af kulhydrat?

Ja, så forsøger kroppen i stedet at omsætte fedt til glukose for at holde energiniveauet oppe. Umiddelbart lyder dette som sød musik i ørerne på enhver spiseforstyrret. Problemet er dog, at når kroppen tilstrækkeligt længe har forbrændt fedt frem for sukker, så dannes der et overskud af acetyl-CoenzymA. Acetyl-CoA ophobes i cellerne, hvorfor en ny metabolisk proces igangsættes for at fjerne overskuddet. Gennem disse processer dannes der ketonstoffer – heriblandt acetone.

Lyder Acetone bekendt? Så er det sandsynligvis fordi, det er opløsningsmidlet i din neglelakfjerner. Det er det, der får din lakfjerner til at lugte og give dig hovedpine.

Ophobningen af ketonstoffer i blodet påvirker pH-balancen i din krop i sur retning. Tilstanden kaldes ketoacidose og er en akut livstruende tilstand. Ketonstofferne bevæger sig med blodet, hvor kroppen forsøger at udskille dem med urinen. En del af acetonen fordamper dog, når blodet iltes i lungerne. Derfor oplever nogle efter lang tids sult ”acetoneånde”. Det er simpelthen ikke fedt og det er vel at mærke hamrende farligt.

Det korte af det lange er altså, at din krop arbejder bedst på kulhydrat som energikilde. Din hjerne kan ikke arbejde på andet. Du risikerer at udsætte din krop for akut livstruende tilstande ved at udelukke kulhydrat eller generelt indtage så små mængder energi, at din krop er tvunget til at omsætte fedt til glukose. Din krop har i den grad brug for kulhydrat og det er desuden ikke fedt at rende rundt og lugte af acetone.

Laura Bogut Andersen

Tagged on:             

One thought on “

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *