Dagens indlæg er skrevet af LAURA BOGUT ANDERSEN, OG ER  ikke baseret på videnskab eller nogen anden form for faglig viden. Det er baseret på (subjektiv) empiri. På mine egne oplevelser.

Jeg tror, at langt de fleste spiseforstyrrede kender til det med at have svært ved at ”være i kroppen”. Spiseforstyrrelsen – hvad end det er gennem sult, opkastninger eller overspisninger – har for mange den funktion, at man bliver mere eller mindre følelsesløs og dermed ikke i stand til at mærke sig selv. Det er man pludselig tvunget til, når spisningen bliver sat i et sundt system. Det er hamrende hårdt og sandsynligvis også årsagen til de fleste tilbagefald.

Der er mange veje til Rom, men jeg vil give mit personlige bud på, hvordan man holder ud. Og hænger i.

Det vigtigste er at erkende, at man simpelthen ikke kan det hele på én gang. Jeg kender simpelthen så mange, der fra den ene dag til den anden har sagt ”nu spiser jeg 100 % efter min kostplan, dropper al motion og alle andre former for kompenserende midler”. Det er pisse flot og sejt (undskyld sproget), hvis du kan og hvis det virker for dig, men for de fleste, så holder det i to dage, før det bliver for svært at være i og så ryger man direkte tilbage, hvor man kom fra.

I 2015 fik jeg et ultimatum af min læge, der tvang mig til at vælge imellem en tvangsindlæggelse på vital indikation eller påbegyndelse af ambulant behandling og påbegyndelse af reernæring og vægtøgning fra samme dag. Tvangsindlæggelse ville jeg på ingen måder ud i, så det var for mig ikke rigtigt et valg. Samtidig fik jeg klar besked om, at tabte jeg mig så meget som et enkelt gram indtil Rigshospitalet overtog behandlingsansvaret, så ville jeg blive indlagt.

Jeg har altid haft stor sygdomsindsigt og jeg har hele tiden vidst, hvordan jeg ”pleaser” min anoreksi. Dette kom mig på sin vis til gode. Jeg vidste godt, hvor hårdt det ville blive at begynde at vægtøge, men der var samtidig ingen grund til at gøre det endnu hårdere for mig selv end nødvendigt. Jeg lavede derfor to regler:

1) Jeg måtte ikke gå mere end 60 minutter dagligt.

2) Jeg skulle som minimum nå mit kaloriemål – ikke én kalorie under.

Udover dette måtte jeg have så spiseforstyrret adfærd, jeg havde behov for med alle de regler og rutiner, jeg havde behov for. Så længe jeg overholdt mine to regler og så længe jeg følte et reelt behov for at have den pågældende rutine.

En dag orkede jeg ikke at veje mit vand af (ja, jeg vejede alt, jeg indtog). Så jeg lod være. Jeg vidste udmærket godt, hvor meget vand, der kunne være i mit glas – og at 2 ml til eller fra ikke gjorde en forskel. Fra den dag havde jeg ikke længere et behov for at afveje væske. Dermed ikke sagt, at det ikke var angstprovokerende at lade være, men det var ikke en regel, jeg havde et behov for at opretholde og ret hurtigt forsvandt angsten for ukendte mængder vand.

En dag orkede jeg ikke at skære mit æble ud i 90 skiver, for så at være halvanden time om at spise det og jeg nåede et punkt, hvor jeg fik kvalme ved tanken om kylling og proteinbarer. Jeg ville i virkeligheden meget hellere have en bolle med nutella.

Jeg var hamrende angst hver gang jeg gav slip på en regel/vane. Nogle gange søgte jeg tilbage til vanen igen i en periode, hvis jeg følte det var nødvendigt. Andre gange kunne jeg arbejde mig væk fra to vaner på én uge. Fælles var, at hver gang jeg slap en vane, fulgte en lille smule frihed med i købet.

Det sværeste var dog at fjerne min køkkenvægt. Men jeg nåede et punkt, hvor irritationen over at være låst og begrænset (særligt socialt) af at skulle veje al min mad, var større end frygten for ikke at kende det præcise antal kalorier i min mad. Jeg ønskede inderligt at kunne spise ude med min familie og mine veninder. Så jeg begyndte at undlade at veje min morgenmad. Jeg havde øst den samme mængde yoghurt op de sidste mange år, så jeg kunne snildt hælde det samme op på øjemål. Senere blev det mine mellemmåltider og de resterende af mine hovedmåltider. Det skete gradvist. Det var den absolut sværeste og mest angstprovokerende vane at slippe, men samtidig også den mest befriende vane at slippe.

Jeg har stadig perioder, hvor jeg afvejer min mad, men jeg er ikke længere låst af den. Jeg kan spise ude og jeg stoler langt hen ad vejen på mit eget øjemål og vigtigst af alt på min krops signaler og min tilbagevendte sultfornemmelse.

Vægtøgning er vanvittig hårdt og selvfølgelig kan det ikke alene gøres ved at tage én ting ad gangen, men det gjorde det for mig ufatteligt meget mindre hårdt. Kombineret med en fantastisk familie, skønne veninder, professionel hjælp, vigtige motivationsfaktorer og nogle gode afledningsstrategier, var det vejen frem.

Det er ikke umuligt, men du skal ville det. Og du skal tage beslutningen om at ville det om og om igen. Det er ikke let, men det bliver lettere. Med tiden.

 

KH Laura Bogut Andersen

 

At være i kroppen under vægtøgning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *