I anledning af, at jeg har fået lov til at skrive et indlæg i LFS’s adventskalender, vil jeg lige kort præsentere mig selv. Jeg hedder Laura Eilertsen, er 22 år og bor i København. Jeg fik konstateret diabetes (type 1) som 6 årig, hvilket i de efterfølgende år, medførte et enormt selvkritisk og forkvaklet forhold til krop og mad. Som 19 årig udviklede jeg spiseforstyrrelsen bulimi, og jeg vil gennem dette indlæg prøve at skildre min oplevelse af, at miste sig selv når den kontrollerende, fordømmende og modbydelig sygdom tager over.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med spiseforstyrrelsen var kort tid efter min fars død. Jeg kan så tydeligt, at det næsten er modbydeligt, erindre, hvad jeg tænkte; at det her måtte være det værste og mest hjerteskærende, jeg nogensinde ville blive udsat for. Jeg havde jeg ingen idé om, at efterdønningerne af min fars død kun lige akkurat havde slået rod – og at det ville blive et fængsel, som jeg, alt for længe skulle indespærres i. I forlængelse heraf, blev jeg introduceret til så mange modsatrettede følelser og tanker, som jeg på ingen måde anede, hvordan jeg skulle håndtere. Derfor fandt jeg en overlevelsesstrategi, som i mit hoved lignede lige netop, hvad jeg så desperat gik og manglede; behovet for kontrol og struktur – den komplette modsætning af den følelsesmæssige krigszone, som mit indre var blevet så fanget og fastlåst i.

I og med, at jeg ikke kunne kontrollere hverken tanker eller følelser, fandt jeg en uhyggelig ro i, at kunne styre mit forhold til mad og motion. Min ugentlige hyggemotion blev derfor lynhurtigt erstattet af flere timers intensiv træningssæt hver eneste dag – og der var ingen undtagelser. Træningen blev uundværlig og jeg forsvarede den som en selvfunden form for terapi – det var det eneste sted, jeg kunne få afløb fra alle de følelser, som gjorde så hjerteskærende ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være i min egen krop. Jeg tænkte faktisk, at det var en ”sund” mekanisme jeg havde opdaget – men så snart jeg trådte ind af døren i hjemmet, blev jeg atter angrebet af alt det, jeg havde kæmpet for at skubbe væk og som gjorde så forbandet ondt at stå ansigt til ansigt med. Det var tydeligt for mig – behovet for kontrollen fortsatte, og jeg fik hurtigt indordnet mig efter selvskrevne og kontrollerende regler i eget hjem; her handlede det bare om madvarer og kalorieindhold i stedet. Og fordi spiseforstyrrelsen dukkede op på et tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for én, som forstod hvor ondt livet havde gjort mig, stillede jeg ingen spørgsmål, men adlød prompte hendes beføjelser og strengt optegnede regler.

Spiseforstyrrelsen havde introduceret sig, og jeg tog imod hende med åbne arme. Forklædt som en veninde der hjalp mig på flugt, fra alt det der gjorde så modbydeligt ondt at være i – der blev bulimi min allerkæreste ven. Og jo mere jeg fodrede hende med opmærksomhed, restriktioner, opkastninger, overspisninger, tvangsmotion, etc., jo mere larmede hun. Hun levede i allerbedste velgående i mig – og i takt med at hendes stemme blev højere, desto mere ubetydelig og lavmælt blev min egen. Hun havde undskyldninger for alt; hvis en kommentar eller et bekymrende blik hvilede lidt for længe hos mig, så stod hun udrustet og klar til at dele ud af sin velargumenterede forsvarstale, om hvordan træning var min selvfundne måde at ”koble af” fra omverdenen på, og at jeg jo desuden også trænede op til at kunne blive fitnessinstruktør. Om hvordan jeg ”bare” gik lidt ekstra op i at leve sundt, for bedre at kunne regulere mit blodsukker.

Og om hvordan jeg pludselig ikke længere kunne tåle diverse madvarer, da det var vigtigt at lytte til sin krop. Og om, at jeg – igen – ikke kunne tage med ud at spise med mine veninder, fordi jeg var blevet syg. Hun afskar mig fra alle sociale arrangementer, og min ellers hidtil sunde fornuft blev sløret på alle tænkelige spektre; i en lang periode røg jeg ind og ud af akutafdelingen og nedprioriterede ganske bevidst min diabetes og insulinregulering. Hun påtvang mig fysisk smerte og ubehag såvel som psykisk; Jeg levede hver eneste dag i min egen ulykkelige forestilling om, at det her var hvad jeg fortjente. Der måtte være en grund til, at jeg var havnet her, og dette var bare en lille del af straffen. Og desuden havde hun jo ret, når hun fortalte, at jeg var fed og klam og ulækker, og uden den mindste værdi. Og jeg nikkede, når hun nedladende fortalte, at jeg var den værste søster og datter man kunne tænke sig til. Og at det jo var klart, at både veninder og kæreste skred.

Men nu ved jeg, at det kun var endnu en af de utallige løgne og indbildninger, som en spiseforstyrrelse bringer med sig. For der var ingen der skred fra mig. Jeg isolerede mig fra selve livet og skubbede alt og alle væk. Folk der ville hjælpe mig, blev opfattet som en forhindring overfor den bedste (og eneste) relation jeg dyrkede; nemlig spiseforstyrrelsen.

Jeg var fanget i en strømmende afhængighedsrus af kontrol og struktur, som fra det ene øjeblik til det andet, kunne falde fra hinanden uden nogen som helst varsel. Jeg har ikke tal på, hvor utallige gange jeg har måtte samle mig selv op fra det iskolde badeværelsesgulv, fuldstændigt lammet af gråd, panik, skam og selvhad. Og det gentog sig; nat efter nat. Alligevel var jeg rædselsslagen for at give slip på min mest fortrolige kompagnon. Hun fyldte så meget, at jeg havde identificeret mig selv som spiseforstyrrelsen – og jeg havde ingen idé om, hvem jeg i det hele taget var uden.

Jeg kan huske, at jeg, dagen efter min fars død, tænkte, at jeg var blevet frarøvet den vigtigste person i mit liv. Jeg skulle åbenbart være lige ved og næsten, at miste mig selv, før det gik op for mig, at det er mig, som er den vigtigste i mit liv. Det er udelukkende mig, der har viljen, til at trodse spiseforstyrrelsen. Mig, der besidder troen på, at der er håb forude. Og mig, jeg burde lytte til, for jeg har i den grad også en stemme, som fortjener at blive hørt.

Mit vendepunkt blev, da jeg, en formiddag sad midt i den caribiske regnskov i selskab med ingen andre end mig selv og mine tanker. Det var komplet og uden overdrivelse en fuldkommen frygtindgydende oplevelse for mig, fordi jeg vidste, at jeg var tvunget til at se alt det, jeg havde gemt væk, i øjnene – én gang for alle. Men jeg havde besluttet mig; det skulle være nu. Og det skulle være mit første skridt fremad.

Så jeg skrev. Alt der dukkede op, fik jeg skrevet ned på papir, og pludselig fandt jeg frem til hvad jeg havde gemt væk i al den tid; en lillebitte, men eksisterende tro på mig selv. Det var som om, der tændtes en spinkel, funklende gnist i mig – en lille ildsky der drillende, dog sagte dansede rundt i mit hjertekammer som et tegn på, at jeg ikke skulle give op på livet. Med skælvende stemme og spejlblanke øjne sagde jeg for første gang højt og tydeligt til mig selv: ”Jeg har en spiseforstyrrelse. Og jeg har brug for hjælp. For jeg fortjener også at have det godt.” For første gang havde jeg – helt bevidst – trodset spiseforstyrrelsen. Og for første gang i lang tid, blev min egen stemme vægtet højest. Og for mig, var det altafgørende – den lillebitte tro, jeg havde fundet frem ledte mig det første skridt mod et liv udenfor spiseforstyrrelsens fængsel.

Så i dag står jeg oprejst – jeg har netop færdiggjort mit gruppeforløb på Stolpegården og er klar til at påbegynde min efterbehandling. Selvfølgelig er jeg klar over, at man ikke kommer ud efter 5 måneders terapi og på magisk vis er kureret. Men jeg ved også, at jeg har det bedre end jeg har haft det i meget lang tid.

Jeg ved, at det vil være en kamp som varer ved, og jeg ved, at jeg ikke længere er den Laura der eksisterede før. Men jeg er heller ikke den Laura, som har en spiseforstyrrelse, der forsøger at tage livet af hende. Jeg tror, at jeg – langsomt, men sikkert – er ved at finde frem til den Laura, der rent faktisk har overlevet en spiseforstyrrelse, som slog mig ud af kurs.

Det er den hårdeste, sværeste og mest uretfærdige kamp at tage op – og selvom det har knækket mig adskillige gange, så er jeg altid kommet op igen. For jeg er ikke længere i tvivl om, at det er en kamp, som i sidste ende vil være det hele værd. <3

Laura Eilertsen

2. søndag i Adventsindlæg af Laura Eilertsen
Tagged on:                 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *