Et indlæg fra en lillesøster – Julie Bogut Andersen.

Mit navn er Julie, jeg er 16 år gammel og går til hverdag på efterskole. Min storesøster, der er 5 år ældre end mig, har anoreksi, men har det i dag godt og er normalvægtig.

 Min søster, Laura, der har skrevet andre indlæg på siden, spurgte mig fornyligt, om jeg ville fortælle om min oplevelse med anoreksi. Jeg ved, at det ikke er søskende-synspunktet, der er skrevet mest om, og derfor var det heller ikke nogen svær beslutning.

 Jeg var 11-12 år gammel da lægebesøg, diætister og forfærdelige aftenmåltider blev en del af min hverdag. Det kom egentlig som et chok, da jeg pludseligt skulle forholde mig til anoreksi. Eftersom jeg havde gået op og ned af Laura, havde jeg ikke bemærket, at hun havde tabt sig. Samtidig var ‘anoreksi’ kun noget, jeg kendte til fra Tumblr-billeder på internettet, og aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, det ville komme tæt på.

Ensomhed

Min historie er den side af historien, man kun sjældent hører. Det har været noget af det, der har været sværest for mig at håndtere. Hvor mine forældre, og selvfølgelig min søster, hele vejen igennem forløbet er blevet tilbudt hjælp og støtte fra alle sider, har jeg ofte været overladt til mig selv. Havde jeg bedt om hjælp, havde jeg helt sikkert fået det, men når man sidder i en situation, hvor man kun passivt kan se på sin søster langsomt tage livet af sig selv, så vælger man at nedprioritere sig selv.

For at skåne mine forældre, og gøre det hele lidt nemmere for dem, bad jeg sjældent om noget. Når de spurgte, havde jeg det fint, og selvom de nok godt vidste, at det ikke passede, affandt de sig som regel med svaret.

Det hele resulterede i, at jeg endte med at føle mig ekstremt ensom. Jeg følte mig isoleret fra resten familien, der havde dannet et fællesskab om sygdommen. Når bølgerne gik højt derhjemme, var der en uudtalt aftale om, at jeg forholdt mig stille og forsvandt ud af rummet. Desuden skulle Laura stryges med hårene, og hvis jeg på nogen måde udfordrede hende, var jeg ikke populær hos mine forældre. De sagde det aldrig, men det kunne klart mærkes, især på min far.

Jeg anede ikke, hvad der foregik med læger, hospitaler og sagsbehandlere. Faktisk vidste jeg kun sjældent, hvad der skete, hvilket var svært at forholde sig til.

Laura var indlagt i knap et halvt år i 2014. I den periode så jeg hende kun få gange. Det var ikke den søster jeg kendte og elskede. Den tomme skal, med min søsters ansigt, var ikke én, jeg havde lyst til at bruge tid sammen med.

Mine forældre, der hver dag brugte to timer i bil for at se hende, var sjældent hjemme. Når de var hjemme, var de triste og udmattede, og det samme var jeg.

Mange aftener brugte jeg alene med mine tanker. Som med mange andre søskende, slog tanken mig ‘bliver jeg mindre ensom, hvis jeg også sulter mig selv?’. Heldigvis havde jeg fornuft (og muligvis også en lidt for stor kærlighed til mad 🙂 …) nok til at se, at det kun ville gøre mine forældres bekymringer værre.

Vrede og skyldfølelse

Jeg kan ikke nægte, at jeg cravede opmærksomheden helt vildt. Jeg ville have, at nogen skulle spørge mig, hvordan jeg havde det. Men når de spurgte, blev jeg bange for mine følelser og svarede, at jeg havde det fint. Jeg var ofte sur på mig selv over det. Over at jeg ikke enten kunne have det fint, som jeg altid sagde, eller fortælle nogen sandheden.

Vrede fyldte generelt meget. Jeg var vred over den situation, jeg var sat i. Jeg var vred på mine forældre, min søster, på anoreksien. I modsætning til min søster og mine forældre, kunne jeg intet gøre. Desuden var jeg blevet offer for en sygdom, der intet havde med mig at gøre. Selvfølgelig er det ikke så simpelt igen, men som jeg så på det, havde mine forældre valgt at få børn – og dermed de problemer, der følger med dem. Og min søster havde valgt anoreksien.

Selvom det er forbudt at sige, ønskede jeg til tider, at min søster ville forsvinde. Jeg elskede min søster – eller det vil sige den søster, jeg engang havde. Det virkede bare umuligt, at hun nogensinde ville blive til Laura igen. Jeg var sikker på, at anoreksi ville dræbe hende, og derfor ønskede jeg, at det ville gå hurtigt. For hver dag ødelagde anoreksien lidt mere af vores familie.

Efter vreden kom skyldfølelsen. Jeg var verdens værste søster, følte jeg. Jeg ville have opmærksomheden, selvom Laura havde langt mere brug for den end mig. Alle andre gav jeg skylden, på trods af at ingen var skyld i vores situation. Jeg ønskede endda min søster død. På de mest ensomme aftner kunne jeg bruge timer på skiftevis at være så vred, at jeg råbte og skreg, for derefter at græde som pisket over hvor forfærdelig jeg var.

 

Forholdet til min familie

Anoreksien har helt sikkert påvirket mit forhold til min familie. I et eller andet omfang har jeg oplevet et svigt fra mine forældre. Det tror jeg stadig har en indflydelse på vores forhold. Jeg har stadig dage, hvor jeg er vred over, at de ikke slog til som forældre overfor mig, over at de ikke gjorde mere for mig. På de dage prøver jeg at huske, at de gjorde, hvad de kunne. Det kan bare være så forfærdeligt svært at acceptere at være 2. prioritet. Især når det kommer til ens forældre, når det jo er meningen, at de skal elske deres børn lige højt. Og det er jeg sikker på at mine forældre nok også gør. Alligevel har tanken spøgt i mit baghoved, fra dagen Laura blev syg.

Mens Laura var syg, var vores forhold mere eller mindre ikke-eksisterende. Jeg var bange for hende, men følte ellers intet udover savn og bekymring for den søster jeg engang kendte. Som sagt, gik der et halvt år, hvor vi sås måske en gang hver måned, når jeg var tvunget til at besøge hende. For jeg skulle vitterligt tvinges til at se hende. Efter et besøg lige i starten af indlæggelsen, der endte med at jeg sad alene i bilen og græd i flere timer, fordi Laura ikke kunne overskue, at jeg var kommet for at besøge hende, tog jeg ikke frivilligt med igen. Da hun kom hjem, skulle hun lære at spise sammen med mig igen. Hun var blevet fremmed for mig, og det samme var jeg for hende.

I dag kunne jeg ikke forestille mig et liv uden Laura. Det er muligt, at hun har været skyld i forfærdeligt mange tårer, men i sidste ende tror jeg, det har gjort vores forhold stærkere. Jeg værdsætter det, hver gang jeg ser hende være glad og sund. Hun er det mest inspirerende menneske, jeg kender, og i dag er jeg lykkelig for, at hun blev ved med at kæmpe i stedet for at give op.

Da Laura var længst ude, ledte jeg selv efter historier om andre søskendes historier, for at få bekræftet at jeg ikke var den eneste, der gik med de følelser, jeg nu engang gik med. Derfor håber jeg, at der er nogle, som kan bruge min historie til noget.

Glædelig jul! 😉 fra Julie

 

 

 

3. søndag i advents indlæg: “At være lillesøster”
Tagged on:                                                 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *