Af Britt Kruse Sørensen

 

Jeg hedder Britt, jeg er 23 år gammel, og jeg har lidt af en spiseforstyrrelse, siden jeg var 15 år gammel. Jeg har tidligere skrevet nogle indlæg her på hjemmesiden, og jeg har faktisk hele vejen igennem min spiseforstyrrelse skrevet en del om det.

 

Da jeg sad og tænkte over, hvad jeg skulle skrive om i det her indlæg, tænkte jeg ’’det skal være noget, som er aktuelt for mig LIGE nu – ikke hvordan jeg HAR haft eller gerne vil have det’’. Noget jeg har tænkt en del over er, at jeg på mange måder er ovre det ’’værste’’. Jeg er så tæt på at være rask, som jeg nogensinde har været. Jeg ved ikke, hvor rask det kan lade sig gøre at blive, men jeg føler mig tættere på, end jeg har været før. Jeg ved ikke, om man kan kalde det ’’næsten rask’’, for jeg ved ikke, hvordan rask føles, og om man overhovedet kan blive det efter en spiseforstyrrelse. Men jeg er der lige nu, hvor jeg i hvert fald er mere rask, end jeg nogensinde har været.

 

Hvordan er det så at være ’’næsten’’ rask fra en spiseforstyrrelse (hvis altså det er det, jeg er)?

Det er på en og samme tid helt ubeskriveligt fantastisk og pisse hamrende angstprovokerende!

 

Angstprovokerende, fordi jeg ikke længere kan huske, hvordan det er ikke at være bundet af mad, vægt og kalorier hele tiden. Det er en tryghed for mig, fordi jeg i så mange år har brugt det som en støtte, når tingene falder fra hinanden og bliver svære for mig. Det er angstprovokerende at tænke på, at jeg ikke kan, vil eller skal blive ved med at bruge spiseforstyrrelsen som flugt fra de dårlige perioder, for hvad skal jeg så gøre? Jeg skal pludselig til at mærke mig selv og gøre noget andet.

 

Samtidig har jeg som så mange andre efter en spiseforstyrrelse tanker om ’’hvem fanden er jeg uden spiseforstyrrelsen?’’. Det er blevet en identitet for mig, og det er svært, når spiseforstyrrelsen er blevet MIG, og JEG er blevet spiseforstyrrelsen. Nogle gange kan jeg have haft en lang god periode, hvor jeg har følt mig fri, men lige pludselig når jeg til et punkt, hvor jeg ’’panikker’’ fuldstændig, og flygter lidt tilbage i det gamle. Som om, at jeg på en eller anden måde ikke tør at få det FOR godt – for det kender jeg jo ikke. Jeg er ikke bevidst om det, når det sker, men jeg kan nogle gange se det efterfølgende. Det samme har været tilfældet med vægten – de sidste to kilo fra målvægten er sådanset de sværeste – det har jeg i hvert fald af flere gange oplevet.

 

Når det så er sagt, så er det også ubeskriveligt fantastisk nogle gange! Det er virkelig virkelig fedt at mærke de dage, hvor jeg føler mig FRI! Hvor jeg føler, at jeg kan klare hele verden, når jeg er kommet over det her. Det er de dage, hvor jeg fx har været sammen med nogle veninder, spist bland selv slik, hygget mig og IKKE haft dårlig samvittighed. De dage, hvor jeg kigger mig selv i spejlet og tænker ’’Jeg er sguda egentlig fin nok’’. De dage, hvor jeg stopper en overspisning, selvom det er lige ved at ske. De dage, hvor jeg tager mig selv i at tænke ’’Jeg har spist HELT normalt i dag, og jeg har det godt med det’’. Det er de succesoplevelser, der gør, at jeg fortsætter, og tør at bevare håbet – selv når jeg ind i mellem stadig har dårlige perioder, hvor spiseforstyrrelsen fylder lidt for meget. For det har jeg! Det må i ikke misforstå – jeg har virkelig stadig dårlige dage, og længere perioder, hvor det kan være svært at komme ovenpå. Jeg tænker stadig på krop, mad og vægt rigtig meget af min dag, men derfor er det stadig noget andet og på en anden måde, end det har været. Langt det meste af tiden formår jeg at lade være med at HANDLE på tankerne – det er i hvert fald min intention. Tankerne kan jeg ikke bare stoppe, men jeg vælge at lade være med at handle på det. Nogle gange går det, og andre gange gør det ikke – det tror jeg, er en del af vejen ud.

 

Det vigtigste, jeg kan mærke i forhold til det ’’stadie’’, jeg er på nu, er at jeg oprigtigt HAR taget 100 % en beslutning om at gøre alt, hvad jeg kan for at komme ud af det her. Det betyder ikke, at alle mine handlinger hver eneste dag er ’’raske’’, men det betyder, at jeg gør alt det bedste jeg kan, og UANSET hvor dårligt jeg nogle gange har det, og hvor lidt jeg orker at kæmpe mere, så gør jeg det. Jeg finder altid en eller anden gnist frem – ikke altid for min egen skyld, men så for min kærestes, vores fælles fremtid, min familie og mine veninder. Dem kan jeg altid kæmpe for – det kan jeg ikke altid for mig selv, når jeg synes det hele er sværest. Det er okay, og det er også okay at have nogle dage, hvor jeg fuldstændig ’’er’’ i spiseforstyrrelsen, og ikke kan se andre veje end den. Men det er IKKE okay at blive der. Jeg VIL det her så meget, og jeg ønsker at andre med en spiseforstyrrelse vil starte med at kæmpe imod lidt før, jeg gjorde.

 

Nå nok fra mig. Kan nogle af jer genkende noget af det her? Eller er det sort snak? For mig er det i hvert fald meget relevant der, hvor jeg er lige nu.

 

Rigtig god jul! NYD den nu. Spis noget juleslik, hvis du har lyst. Pas på dig selv – sig fra til noget af alt det sociale, hvis du ikke kan overskue det. Bare NYD dagene og lad være med at lade den skide spiseforstyrrelse diktere, hvordan du skal have det.

 

Kæmpe juleknus fra mig til jer!

Kh Britt Kruse Sørensen

 

4. Søndag i advents blogindlæg: “Hvordan er det at være ’’næsten’’ rask fra en spiseforstyrrelse”?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *