Præsentation af Mie

Hej! Jeg hedder Mie, er 52 år, og er ved at uddanne mig til Body-SDS-behandler. Jeg er her i LFS, fordi jeg vil hjælpe mennesker, der kæmper med en spiseforstyrrelse samt hjælpe deres pårørende. Selv har jeg kæmpet med bulimi gennem min ungdom og op i voksenalderen. Det jeg især husker er skammen.

Dengang var jeg ikke særligt reflekterende i forhold til mig selv, men jeg havde altid en følelse af at være forkert. Helt grundlæggende forkert. Jeg ville ønske jeg i dag kunne tage den lille pige i hånden (mig selv), give hende omsorg, ae hende på kinden og fortælle, at hun var god nok. Puste selvtillid ind i det usikre sind.

Mange unge er ekstremt udfordrede i dag. Der stilles høje krav, både fra samfundet og ikke mindst fra dem selv. Og mange søger at være perfekt på alle niveauer. Faktisk tror jeg at de, som jeg selv oplevede, tror at alle de andre har styr på det hele.

Vi har brug for at mærke os selv, komme ned i kroppen, og give slip på tankemylderet. Lære at trække vejret helt ned i maven. Det kan body-SDS hjælpe med.

Her på chatten vil jeg give ud af mit eget livs erfaringer. Jeg vil lytte til din historie. Aldrig dømme dig. Jeg vil sætte ord på det, der er svært, og som gør ondt. Og jeg vil forsøge at give håb. Rækker du hånden ud, vil jeg tage den. Om du er den spiseforstyrrede, eller om du er den pårørende. Jeg er selv en pårørende også, så jeg kender til frustrationen og smerten begge veje rundt.

Jeg glæder mig til at møde DIG på chatten.

Mange kærlige hilsner Mie

www.mies.dk